INFO FRA BESTYRELSEN

Det har været et mærkeligt forår, ingen møder i Østjysk Tekstilkreds, men vi er på banen igen til mødet den 26. August med Tine Aschenbrenner.

I skrivende stund ser det ud til at Lokalcenter Vejlby åbner den 17. August, så vi regner med at kunne holde mødet som sædvanligt, dog med hensyntagen til Coronasmitte.

Da intet er sikkert, er det muligt vi bliver nødt til at flytte mødet, så hold øje med hjemmesiden eller hvis du er i tvivl, er du velkommen til at ringe til tlf 25 34 12 51.

Der er rigtig mange, der ikke har betalt kontingent for perioden April 2020 til  april 2021.

Du bedes indbetale snarest på reg nr. 1551 konto nr. 9274294 eller MobilPay 67378.

Hvis du ikke ønsker at forny dit medlemskab, bedes du  underrette kassereren på mail: eller tlf.: 25 34 12 51

Væveforum

Mødet i Væveforum 27/4 med Helene Vonsild aflyses – grundet Corona. Mødet vil blive søgt gennemført senere på året.

Venlig hilsen

Arbejdsgruppen v. birte bøgh hansen

Tekstilkunst i Danmark 2008-2018

Af Ulrikka Mokdad, Gina Hedegaard Nielsen og Lisbeth Tolstrup

Folaget på Tredje

ISBN: 978-87-8923-241-6

Pris 348,- hos Forlaget på Tredje

Dette er den fjerde bog i serien om Tekstilkunst i Danmark. Mens de 3 foregående bøger blev udgivet af Borgens Forlag er denne sidste bog udgivet af Forlaget på Tredje, og derfor alene redigeret af de 3 kunsthåndværkere. Det er der kommet en fin bog ud af, der håndværksmæssigt matcher bogen emne ”Tekstilkunst”.

Redaktionsgruppen gobelinvæver og kunsthistoriker Ulrikka Mokdad, tekstil- og billedkunstner Gina Hedegaard Nielsen og tekstilformgiver og kunsthistoriker Lisbeth Tolstrup har arbejdet med bogen gennem flere år og har efter mange overvejelser udvalgt 131 tekstilkunstnere til bogen.

Bogen er disponeret ud fra tre positioner – kunstneropslag, baggrundsartikler og tekstile profiler.

Kunstneropslagene består af en dobbeltside for hver kunstner med en biografi koncentreret om årtiet 2008-2018. De enkelte opslag har et billede af kunstneren samt et eller flere billeder af kunsternes værker fra perioden. Opslagene har mange konkrete oplysninger om udstillinger, repræsentationer, legater og lign. for perioden 2008-2018 samt nogle gode billeder af værkerne. Men jeg savner lidt personlig præsentation af kunstnerne og deres værker. Der er man alene henvist til kunstnernes hjemmesider.

Der er sket en udvikling inden for ”tekstilkunst”, og det ses også hos flere af de udvalgte kunstnere og deres værker. Det kan være i form af nye materialer og måden at bruge materialerne på, men også at håndværk som broderi og strik indgår i tekstilkunsten. Det kan her nævnes at Stoftrykker- og Væverlauget i 2013 ændrede navn til ”Dansk Tekstillaug – væv, tryk og broderi”.
Der er for mig mange nye navne i denne bog, og jeg glæder mig til at studere nogle af dem nærmere. Mange af de afbillede værker ser meget spændende ud.

Baggrundsartiklerne er tematiseret ud fra et ønske om at pejle nogle tendenser i det forgangne tiår. Selve forløbet i bogen er tilrettelagt, så artiklerne føjes ind i strømmen af kunstneropslag. Jeg synes det fungerer fint på den måde. Her vil jeg blot nævne nogle af baggrundsartiklerne:

Jette Hartvig: ”Tekstil og kunst – og hvad deraf fulgte”. Et spændende indlæg, der ikke handler om tekstilkunst, men Jette Hartvig beskriver ved hjælp af eksempler, hvordan tekstiler som materiale og som håndværk kan indgå i kunsten.

Anette Blæsbjerg Ørum: ”Tekstilmediet og billedkunsten”. Anette Blæsbjerg Ørum giver en række eksempler på kunstnere, der anvender de tekstile materialer og teknikker i kunsten. Det er meget en opremsning af værker og udstillinger med mange notehenvisninger. Der kunne godt være flere billedillustrationer. Sidst i opslaget er der et afsnit om hvordan uddannelsesmulighederne inden for tekstilområdet er blevet begrænset specielt i løbet af de seneste 20 år.

Gina Hedegaard Nielsen: ”Statens værksteder – et fødested for kunst i store formater”. Gina Hedegaard Nielsen, der var blandt de første brugere af Statens Værksted for Kunst og Håndværk, fortæller om værkstedets historie og brugen inden for det tekstile område. Hun skriver om værkstedets betydning for udvikling inden for den tekstile kunst. Til sidst har hun et afsnit om nye tekstile retninger og fællesskaber.

De tekstile profiler skal betragtes som en særlig tak til nogle af de kolleger, vi har taget afsked med i det forløbne årti. Af de 12 udvalgte er nogle kendt fra værkstedsforløb, andre fra undervisning og atter andre fra forenings- og udstillingssammenhæng.

Jeg kan på det varmeste anbefale bogen. Det er en fornøjelse at blade i denne håndværksmæssigt lækre bog, hvor du kan få en ide om hvad der er sket inden for tekstilområdet. Det er en bog, der er så omfattende inden for området, at jeg ikke vil undvære den.

Anmeldt af: Bente Andersen

Look

Af Ida Holmegaard

Forlaget Gyldendal

ISBN: 978-87-6386-248-6

Pris 150,95 hos Bogreolen.dk

Dette er en poetisk, let læselig bog om tøj og køn. Den handler om hvordan vi læser hinanden via tøjet og hvilke snubletråde vi lægger i vores tøjrestriktioner, især i forhold til kønsbestemt tøj.

Hvorfor må mænd ikke bære shorts på arbejde, mens kvinder må bære nederdel på redaktionen på Jyllands Posten f.eks.?

Bogen er en fortælling om forfatterens egen personlige udfordring, med at leve som kvinde men se ud på verden som en ung mand. Der er dagbogs passager krydret med masser af bidder fra bøger, film og citater, hvor tøjet spiller en rolle. Den kunne egentlig godt have heddet ’En tekstilnørds bekendelser’.

Ida Holmegaard har en behagelig måde at skrive på, så man hurtigt føler sig taget med indenfor i hendes verden. Måden hun skriver om hendes fascination af stofferne, de historiske klædningers virkekraft og hendes egen tekstile interesse, gør bogen interessant og afvekslende.

Ida Holmegaard har også skrevet romanerne Emma Emma i 2015 og Graceland i 2017.

Anmeldt af: Rikke Lyng Christensen