Strikkecirklen – Udflugt til Ofeig d. 20.4 kl. 19:00

Vi mødes derude kl. 19. Indehaveren, Tina, vil fortælle lidt om butikken, baggrunden og valg af garn. Der vil være kaffe og en småkage og masser af tid til, at se på og købe af de lækre garner til sommerens projekter. Tina har et månedens tilbud, men har endnu ikke klarhed over hvad det bliver i april pga. fortsat uregelmæssigheder med garnleverancer

Tilmelding skal ske til avharmsen@gmail, senest den 6/4 pga. påske, deltager max er 14 og det er først til mølle.

Der er ikke fælles transport, men det vil være en fin ide, at følges ad hvis muligt.


ALLE er velkomne til vores strikkeaftner i læsesalen på Risskov bibliotek, det kræver ikke specielt medlemskab, vi har ingen udefrakommende undervisere, men hjælpes ad.

Vi strikker den 2. onsdag i månederne januar, februar og marts + september, oktober og november, hvis ikke andet er meldt ud, fra kl. 19 – 21.

Alle møder holdes på læsesalen på Risskov Bibliotek,  Start kl 19 Fortebakken 1, 8240 Risskov.

MØDE I VÆVEFORUM d. 23.3 kl. 19:00

Emne: Medlemmernes aften

Dagsorden:

Medlemmernes nye vævninger, især vævet beklædning.

Medbring små prøver og  opskrifter.

Medlemsnyt.

Valg til arbejdsgruppe/nyvalg/genvalg

Ideer til fremtidige aktiviteter

Vævebanko – medbring væverelateret genstand som kan indgå i gevinstrækken

Man skal selv medbringe drikkevarer, men Væveforum er vært ved en lille sød ting til kaffen.

Husk at det koster 30 kr at deltage og 10 kr pr. bankoplade.

Der kan betales med kontanter eller mobilepay (helst).

På gensyn
Arbejdsgruppen

Væveforum er et åbent forum for alle interesserede vævere. Ønsker du at være med på listen, kan du blot kontakte en af os.

Foredrag m. Vithard Villumsen d. 27.4 kl. 19:30

Vithard og strik

Hvordan inspirationer bliver til designs hos Vithard

Vithard har strikket det meste af sit liv. Han har altid været optaget af det strikkede og har i flere år fulgt med i hvilken retning, strikkeverdenen bevæger sig i. Over tid har hans interesse rettet sig mere og mere i retning af det tekstile, generelt.

De seneste 15 år har han arbejdet med design af strik.

I Danmark er Vithard nok mest kendt som denne ene af de to dommere i Den Store Strikkedyst, men han holder også strikkekurser og foredrag om strikkens udvikling, herhjemme og flere steder i udlandet.

Gennem fortællinger om tilblivelsen af forskellige af hans designs, fortæller han i dette nyskrevne foredrag, om sit liv med strik og om hvordan 15 år i strikkeindustrien og hans generelle interesse for tekstiler er kommet til udtryk.

Om Vithard

Vithards passion er strik.

Han har altid været optaget af hvilke mønstre, overflader og teksturer, der kan frembringes ved hjælp af to pinde og et stykke snor.

Med fødderne solidt plantet i den skandinaviske strikketradition er Vithard optaget af at undersøge og udfordre, hvad strik er, og hvad strik kan.

Vithard er den ene halvdel af dommerduoen i Den Store Strikkedyst, og forfatter til den innovative strikkebog TEXPERIMENTURE. Han er en erfaren underviser og holder foredrag og afholder kurser i både ind- og udland.

Følg med i hans strikkeliv på facebook, instagram og på hans hjemmeside.

Foredrag med Sanne Ransby d. 30.3 kl. 19:30

Skyer i striben eller stribede skyer

Billedtæpper har traditionelt set været historiefortællinger, enten helt abstrakt i farve-/stribe- og mønsterkompositioner eller gobelinernes mytologiske fortællinger eller fortællinger om politik, magt og rigdom.

Min intention er at lade det nutidige billedtæppe både være en enkel stribekomposition, en mønstring, en sanselig oplevelse i rummet og en billedmæssig stilfærdig reflektion over at være menneske i verden.

Jeg blander digitalt skitsearbejde og billedvæveteknikker med skaftevævning for at opnå den arbejdsproces der giver mig den største frihed og arbejdsglæde og jeg indfarver selv mine materialer for at få mest mulig foranderlighed og liv i fladen.
Jeg holder af at forholde mig til konkrete rum og at lade vævningerne ’række ud’ med løse frynser, eller komme ud i rummet på stativer. Se mere på sanneransby.dk og instagram.com/sanneransby/

I foredraget vil jeg belyse de forskellige processer og overvejelser på vejen til færdigt værk. Jeg medbringer også prøver og skitser i fysisk form.