Mødet mellem kunst, natur og design

Sara Ludvig

Arrangement d. 30 september kl 19.30

I mit foredrag fortæller jeg om mit arbejde som tekstildesigner med speciale i håndstrik og om min interesse for grænselandet mellem kunst, natur og design.

Foredraget vil tage jer igennem mit bachelorprojekt fra Designskolen i Kolding, mit arbejde som designer hos Hjertegarn og en række af de værker og projekter jeg har lavet på sidelinjen. 

Med udgangspunkt i mit bachelorprojekt Arv vil jeg tage jer med igennem min designproces og vise, hvordan inspiration, research og abstrakte idéer gradvist udvikler sig til konkrete designs og produkter. 

Jeg vil invitere jer med ind i den færøske natur og fortælle om mit arbejde med at fortolke traditionelle færøske strikkede beklædningsgenstande på ny. Undervejs vil jeg fortælle om de valg og overvejelser, der ligger bag mit arbejde med form, farve, struktur og materialer, og om hvordan håndstrikken giver mulighed for at skabe tekstiler og beklædning med et særligt personligt og kunstnerisk udtryk.

Det sanselige i det funktionelle 

Møbeldesigner, Laura Kjær

Arrangement d. 26. august, kl 19.30

I mit foredrag inviterer jeg jer med ind i mit univers, hvor møbler ikke kun er funktion, men også fortælling, stemning og spor af tid. Jeg arbejder med farve, taktilitet og materialer som sanselige sprog – som noget, der kan mærkes, før det forstås. Jeg deler min kærlighed til overflader, ornamentik og håndens arbejde og fortæller om min egen rejse som designer – blandt andet gennem Danmarks Næste Klassiker. Undervejs åbner jeg op for mine refleksioner om, hvorfor jeg tror på, at vi skal tale om håndaftrykket frem for fodaftrykket, når vi taler om bæredygtighed i designfaget generelt

Billedtæpper

Bodil Gardner

Arrangementet er d. 29. april. kl 19.30

Jeg hedder Bodil Gardner. Jeg kommer fra Lystrup, hvor jeg har boet I knapt 52 år og er meget glad for at bo. Jeg er født og opvokset i København i en ganske almindelig familie – far, mor, to børn. Min far og min søster var ivrige amatørmalere. Min far sad i et udvalg, der købte kunst til kommunens skoler. Mange søndage blev brugt på kunstudstillinger og museer. Jeg vidste, “hvad kunst var”. Det var udenfor min rækkevidde. Jeg blev den praktiske i min familie. Jeg bagte og hjalp med hverdagsgøremål.

Jeg fortsatte med at være praktisk, da jeg blev gift. Jeg blev hjemmegående efter barn nummer to. På et tidspunkt havde jeg brug for mere end rengøring, børn og blevask (på det tidspunkt havde vi tre børn). Jeg meldte mig på et keramikkursus. En klump ler kunne blive til andet end en klump. Det var magisk. Men jeg manglede farverne…

Siden begyndelsen af 1980’erne har jeg lavet billedtæpper. Jeg bliver undertiden spurgt, om det er kunst eller ej. Jeg ved det ikke, og det bekymrer mig ikke. Jeg vil selvfølgelig helst have, at folk kan lide min quilte, men jeg laver dem først og fremmest for min egen skyld. Jeg plejer at sige, at det er overlevelseskunst. Min måde at gøre mig glad og optaget af noget andet end hverdagens problemer.

Jeg vil vise et udsnit af mine quilts, fortælle om dem og om teknikken bag. Er I nysgerrige, har jeg en Instagram-profil, hvor I kan se, hvad jeg laver – og få indblik I mere, end jeg tager med og viser til jer.

Fra Strikkepinde til spisepinde

Arrangementet er d. 25. marts kl 19.30

Velkommen til en inspirerende aften, hvor strik danner udgangspunkt for en bredere fortælling om håndværk, idéudvikling og kulturelle møder.

I dette foredrag inviterer jeg jer med ind i min praksis og deler de tanker og processer, der ligger bag udviklingen af strikkemodeller – både til håndstrik og til kunstneriske udstillinger. Jeg vil give et indblik i, hvordan en idé opstår, hvordan den udvikler sig gennem materialer, farver og teknikker, og hvordan strik kan bevæge sig fra det nære og funktionelle til det eksperimenterende og konceptuelle.

Et særligt omdrejningspunkt for aftenen er min rejse til Japan. I 2024 fik jeg udgivet en strikkebog på japansk, hvilket åbnede døren til nye samarbejder, workshops og oplevelser i en anden strikkekultur. Jeg vil fortælle om mødet med japanske traditioner, æstetikker og arbejdsmetoder – og hvordan dette har påvirket mit eget arbejde og syn på håndværk.

Foredraget vil bevæge sig gennem et landskab af farver, former, materialer og idéer – fra det enkle til det komplekse, fra det lokale til det globale.

Jeg medbringer konkrete eksempler på mit arbejde, så der både er noget at se, røre ved og lade sig inspirere af – noget for hænderne såvel som for tankerne

This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.