HUSK at aflevere en projektbeskrivelse af jeres arbejder til udstillingen Utro – Retro
50 års jubilæumsudstillingen ‘Utro retro’
Vi er nu gået ind i året, hvor vores jubilæumsudstilling skal sættes op på Museum Silkeborg lige efter efterårsferien og løbe til påsken 2024.
Men vi er stødt ind i en gråzone, vi på ingen måde havde set komme. Det viser sig at hvis man benytter sig af gamle mønstre der er ophavsret på, skal man have tilladelse fra designeren/ forlaget/ producenten ect. Nogen vil have penge for at man bruger deres design og nogen syntes bare det er en sjov idé man gerne må bruge deres design til.
Vi i foreningen har ikke råd til at betale for lån af ophavsrettigheder, ej heller til at betale for sagsanlæg der kan komme bagefter.
I Danmark har vi en forældelsesret på 50 år for designs, der ikke stadig er i produktion, men det gælder ikke for udenlandske. Der er også noget med at hvis et design bliver ændret ca. 20% kan man godt argumentere for det er et ”nyt” design.
Men summa summarum så er det hele et lidt mudret felt at bevæge sig rundt i og vi skal jo helst åbne udstillingen, med en god mavefornemmelse og ikke være bekymrede for økonomiske eftersmæk.
Så hvis I vil bruge designs med ophavsret, skal I søge hos ophavsrethaveren og ellers må I bruge noget af alt det andet fantastiske fra 1970’erne.
Kirsten Christiansen fra bestyrelsen vil f.eks. bruge Benny fra Olsen Bandens karakteristiske ternede jakke, som inspiration og det er der ingen der kan sige noget til.
Vi arbejder videre med at søge hoved og hale i juraen omkring ophavsret i forhold til vores udstilling, så finder vi et smuthul eller anden måde at komme lovligt rundt omkring dette dilemma, melder vi det selvfølgelig ud.
Det gælder stadigvæk at hvis du som medlem ønsker at bidrage med et eller flere værker (og det håber vi inderligt du har), vil du skrive hvad din inspiration er senest 1. april til Rikke Lyng , så kan vi videregive til museet, hvilke rekvisitter de skal søge efter. Har du selv rekvisitten der har lagt inspiration til dit værk og vil lade den indgå så længe udstillingen varer, må du også meget gerne skrive det. Pyyh vi beklager virkeligt, at dette problem er dukket op til overfladen, men på den anden side, så hellere nu end midt i udstillingen, hvor det kan være for sent.
Utro Retro – 50 års jubilæumsudstilling
Østjysk Tekstilkreds har 50 års jubilæum i 2024 og derfor har vi planer om at lave en jubilæumsudstilling med jeres værker.
Vi har igen allieret os med Museum Silkeborg, som vi syntes vi havde et godt samarbejde med til vores ’Kontrast’ udstilling og de har sat os i kalenderen fra efterårsferien 2023 til om med påsken 2024. Det er der jo lidt over et år til, men da det jo tager tid at fremstille godt håndværk, skal I allerede nu have emnet, så i kan marinere lidt over, hvad I vil lave og kan få gang i trådene. Vi håber selvfølgelig der også denne gang, er mange der vil hjælpe med til at skabe en fantastisk udstilling, så vi kan vise hvor bredt vi tekstilt spænder i Østjysk Tekstilkreds.
Titlen på udstillingen bliver ’Utro Retro’ og kommer til at binde en finurlig knude mellem nutid og start 70’erne da foreningen startede.
De gamle retro mønstre, snit, designs og stilarter får sig en tur i vridemaskinen og kommer ud i 2023 med et tvist i tekstil.
Museum Silkeborg har bedt om, at få en liste og billeder af det vi hver især har ladet os inspirere af til vores værk allersenest i april 2023, så de har tid til at søge efter ting, plakater, skilte, tøj, flasker, tapeter, bøger osv. som de vil spice udstillingen op med. Et eksempel er denne pude broderet i det velkendte Marie kiks mønster og i de røde/ hvide farver og med samme slags bogstaver, men i stedet står der Tuc, som er en helt anden slags kiks. Her vil Museet kombinere værket med den gamle velkendte Marie kiksedåse, så det bliver tydeligt for de besøgende hvad puden er utro mod.
Det er jo ikke alle der var der i starten af 70’er og fanger vores referencer, ej heller har alle samme erindring/ erfaring eller kendskab til de designs vi har taget inspiration fra, derfor bifalder vi denne idé fra museet. Men det er klart, det kræver tid at finde tingene på div. Loppemarkeder og i gemmerne rundt omkring, derfor skal de have listen allerede i marts- april.
Nu er der jo mange måder at være utro på, så det behøver ikke nødvendigvis været en tekst der er lavet om, det kan også være et typisk 70’er tapet, der er vævet, strikket, hæklet eller broderet f.eks. Eller hvis man nu har noget meget nutidigt stof, kan det syes op til et sæt tøj, der var typisk i start 70’erne, lange flipper, kassebukser osv. Hønsestrik kan også få helt moderne små figurer men i hønsestrik farver og stil. Det kan også være mønstre fra gryder eller stel fra dengang, der er revet ud af kontekst og sat ind i noget helt andet. De klassiske lange, spidse, orange kaffebønner der prydede emaljegryderne, kunne væves ind som bort i et tørklæde. ’Atomkraft nej tak’ solen, kan få ny, alternativ tekst, eller nye farver. Ikoniske bogomslag der stod i reolerne da foreningen startede, kan også fortolkes tekstilt. F.eks. børnebogen ’Lange Peter Madsen’ der er en høj petrolgrøn bog med Peter på forsiden med sine lange sorte bukser og gule trøje, kunne væves op til en løber i de samme farver, men hvor man måske ikke lige nødvendigvis ser en person, men de gule lange strøg og sorte lange streger/striber på en petroleums grøn bund. Måske har en lyst til at lave neonfarvet batik, måske har man lyst til at lave et fredstegn i camouflage mønster eller et der repræsenterer nutiden.
Der er MASSER af skønne designs at være utro mod i vores tekstile udgave af en tidsmaskine og det bliver sjovt for folk at kigge på vores værker og tænke ” Jeg kender det, men der er noget galt… hvad er det nu?”, eller ” Nej hvor sjovt, jeg kan huske vi havde…”
Vi håber meget I er med på idéen og allerede nu begynder på forberedelserne. Hurra for internettet og god tur down memory lane. Vi glæder os til at se hvordan I binder 1970’erne sammen med nutiden, med tråde, karteflor, stof, garn, jeres dygtige hænder og kreative hjerner.
Der kommer også et lille oplæg om det til en foredragsaften enten i august eller september inden foredragsholderen går på, hvor man kan stille spørgsmål og få endnu flere retrobilleder til inspiration.
Kontrast
I samarbejde med Silkeborg Museum har Østjysk Tekstilkreds lavet en udstilling med medlemmernes værker. K
– dét de kunne og dét vi kan
Der er et gammelt kinesisk ordsprog, der siger, at for et folk med en gammel kultur gælder det ikke alene om at lære noget nyt, men også at lære, hvad man har glemt.
Engang kunne enhver kvinde i landbruget både karte og spinde, væve, strikke og mange mange andre tekstile teknikker, fordi dét at have disse færdigheder kunne give familien bedre muligheder for at klare sig, ikke blot økonomisk men også fysisk at kunne give familien tiltrængte brugsgenstande tilvirket efter f.eks. præcise mål eller i et bestemt materiale, alt efter hvilket behov de forskellige familiemedlemmer måtte have.
Efterhånden som industrien overtog produktionen af mange af disse brugsgenstande, kunne det kun dårligt betale sig selv at bruge timer på de ofte meget tidskrævende teknikker til trods for at man måtte underlægge sig standardiserede størrelser og tit inferiøre materialer og mange interessante håndarbejdsdiscipliner gik i glemmebogen som en følge deraf.
Indenfor de seneste 15 år har mange teknikker fået en revival. Ganske vist arbejdes der i mange tilfælde i helt andre materialer end de oprindelige – nogle gange for at udforske interessante strukturer andre gange, fordi materialerne ikke længere er til at skaffe. F.eks. er det op ad bakke at skaffe halm til løbbinding, fordi de brækkede og krøllede strå, der kommer ud af bagenden af en mejetærsker ikke kan bruges, andre gange er det bare fordi industrien pludselig barsler med noget så interessant som gummireret papirgarn – og så kan man da slet ikke få ro, før det er afprøvet J
Så det er altså ikke fordi vi er ude på at gå museerne i bedene indenfor praktisk eksperimentel arkæojogi – vores mål er ikke at bevare gamle teknikker, men at tage inspiration af det gamle for at give afsæt til noget nyt.
I Østjysk tekstilkreds er vi alle optagede af at skabe noget med hænderne – dét som vi har vidst altid, nemlig, at håndarbejde giver fred i sjælen, er i de sidste år blevet dokumenteret i mange studier og der er i kølvandet på disse studier opstået en skov af tilbud indenfor mindfull håndarbejde. Også Peter Lund Madsen har holdt foredrag og lavet radioudsendelser om hvor gavnligt håndarbejde er for hjernen.
Men vi arbejder ikke kun med håndarbejde for at få fred i sjælen, vi er også i særdeleshed optaget af at eksperimentere – at gå den lidt mere besværlige vej og udvikle vore egne mønstre og farveholdninger – at eksperimentere med materialer og teknikker – at give det gamle et nutidigt udtryk.
Udstillingen er på Silkeborg Museum Hovedgården, Hovedgårdsvej 7, 8600 Silkeborg
Åbningstalen til Kontrast
Hyggespor
Når tekstilnørder som os er sammen, kommer snakken ret hurtigt ind på teknik i de forskellige discipliner. Skal man bruge hør hvis det skal holde faconen? Hvordan får man kanten jævn? osv.
Men jeg kunne godt tænke mig, at fokusere lidt på det usynlige i håndarbejdet.
For det findes jo et tekstilt miljø der ligger lidt i den blinde vinkel, som rummer historier og minder der fortjener lidt spotlight.
Da jeg var lille og besøgte min Bedste, var et fast ritual hver eneste gang, at gå ombord i hendes syskrin og dåsen med knapper.
Knapperne hældte jeg ud, sorterede og hældte tilbage igen.
Jeg tog papvindslet med den blanke pudderfarvede tråd til undertøj op og følte på kinden hvor blødt det var.
Jeg skruede træ-paddehatten fra hinanden for at tjekke der stadig var stoppenåle i håndtaget. Åbnede og lukkede sikkerhedsnålen med den lyseblå emalje på.
Fandt den lille træspole med kraftigt, sort kinesertråd på
og det lille stykke bukseelastik der lå fint bundtet.
Sådan kunne jeg let sidder i en time og finde vindsler med stoppegarn og papstykker med tryklåse og hægter på og sætte fingerspidsen på den tynde hæklenål til nylonstrømper.
Det var ikke fordi jeg nogensinde brugte noget i Bedstes syskrin, jeg nød bare tingene i det.
Og lur mig om der ikke er mange andre her i dag, der har lignende minder om sysager.
Jeg tror nemlig ikke jeg er alene om, at nyde de ting vi bruger i vores håndarbejde.
Den usynlige del af håndarbejdet er jo nemlig de redskaber og opbevaringsbeholdere vi hver især har derhjemme. I ved dem med personlige hyggespor.
Vi tænker sjældent over det, men vi sender lige en tanke til en person eller et sted hver gang vi bruger dem.
Det er feks. den gode saks man altid tager… den der er bundet bånd i.
Den gamle bolchedåse med knappenåle i fordi der SKAL de bare bo, ellers er det ikke rigtigt.
Det er cigaræsken med kniplepinde i, eller kurven fra en rejse man mindes, hver gang man tager det garn der ligger i den. Det er den skæve strikkepind, der sender en tilbage til mors æbleskiver.
Det er nålepuden der udover sy-og sikkerhedsnåle også lige har et par spøjse nipsenåle fra barndomsturene på Samsø.
Det er mors broderede etui, eller Bedstes slidte målebånd.
Nogen gange er disse personlige aftryk på vores tekstilmiljø havnet der ved et tilfælde…. Jeg har lige nogen knappenåle, hvor skal jeg gøre af dem ?…… den der Niveadåse passer lige. Bum 25 år senere bor de stadig i Niveadåsen.
Andre gange er de nøje udvalgt og måske endda særligt dekoreret.
Fine beklædte æsker med broderede monogrammer på, hvor man har sit grej.
Det er typisk sådan noget nye øjne finder, hvis de besøger ens kreative plet, eller hvis man er på kursus og grejet kommer på bordet. Så kører pilfingrene og man spørger” Nejjjjjj hvad er det for en fin eller sjov en du har der”. Og så bliver der luftet historier om steder og mennesker.
Det er ren gødning for sjælen og vi opdager det ikke engang. Men det er de små ting, der bevarer vores kontakt til vores bagland og steder vi har været.
Se alt det indeholder vores håndarbejde jo også. Men man kan ikke se det.
Man kan heller ikke se spændingen ved at klippe det af væven, man har brugt så uendeligt meget energi på at fremstille. Timerne hvor der blev lavet tren, søllet, slået ind med liiiige den rette kraft.
Det er heller ikke umiddelbart til at se, at noget af det stof der er brugt i udstillingen, måske har ligget i mere end 20 år på hylden, købt i en tekstilforelskelse og først nu, har fået et projekt ærværdigt nok til at blive brugt.
For selvom det kan virke tåbeligt for nogen, uden et hjerte af det pure uld,
så kan vi bliver SÅ begejstrede for lækre materialer, at en fortsættelse af livet, simpelthen ikke er muligt, uden at erhverve sig det garn, stof eller hvad det nu kan være vi har kastet vores kærlighed på.
Vi må ha’ det og drømme om fremtidige projekter over det.
Noget bliver forholdsvis hurtigt brugt til noget, andet har en modningsproces på flere årtier før det bliver anvendt.
Det er SÅ fint og lige som det skal være, det er en del af den usynlige kreative proces.
Det er jo lige præcis det trådene ville fortælle om, hvis de kunne tale.
Det er som med kæledyr en kvalitet at de ikke kan tale, for så ville de sladre om glæder og sorger vi har gennemgået imens vi har strikket, kniplet, hæklet, vævet, syet osv.
Nogen af trådene ville kunne fortælle om ferier de har været med på, ventetider de har fordrevet og terapeutiske timer der har reddet den mentale tilstand, for den der har haft dem i hænderne.
Det er jo vores liv og hverdag der går ind i de her tråde, og de både suger og udtrykker hver af os, på alle mulige måder, som udstillingen her også viser.
Selvom jeg siger dette er den usynlige del af håndarbejdet, er det ikke helt rigtigt.
For satte man maskiner til at lave det, der er udstillet her,
ville emnerne blive anderledes døde at se på.
Så måske kan man lige præcis ane begejstringen for materialerne, når man nu går rundt og kigger på udstillingen.
Se nydelsen over farvekompositionerne der faldt på plads, teknikken der ENDELIG sev ind på lystavlen, eller stoltheden over et design, man faktisk også selv gider se på.
Måske skinner frustrationer over noget der er krympet eller flandrer igennem,
eller raseriet over knækkede tråde eller nåle, eller over utérlige materialer der ikke vil som man havde planlagt.
Hvem ved måske er det alligevel ikke så usynligt, at man har haft hedeture over, at der faktisk er andre end en selv, der skal se på det man laver og tilmed kan finde på at nærstudere det?
Det usynlige element er jo lige præcis håndarbejdets krydderi, det der gør det unikt og værd at beskæftige sig med og det er også det der gør det interessant at se på.
Så næste gang i får fat i et hyggespor derhjemme, så husk at nyd det,
for det er en del af håndarbejdet.
Skrevet af Rikke Lyng Christensen til åbning af Kontrast d-12/5 2019
