Utro Retro – 50 års jubilæumsudstilling

Østjysk Tekstilkreds har 50 års jubilæum i 2024 og derfor har vi planer om at lave en jubilæumsudstilling med jeres værker.

Vi har igen allieret os med Museum Silkeborg, som vi syntes vi havde et godt samarbejde med til vores ’Kontrast’ udstilling og de har sat os i kalenderen fra efterårsferien 2023 til om med påsken 2024. Det er der jo lidt over et år til, men da det jo tager tid at fremstille godt håndværk, skal I allerede nu have emnet, så i kan marinere lidt over, hvad I vil lave og kan få gang i trådene. Vi håber selvfølgelig der også denne gang, er mange der vil hjælpe med til at skabe en fantastisk udstilling, så vi kan vise hvor bredt vi tekstilt spænder i Østjysk Tekstilkreds.

Titlen på udstillingen bliver ’Utro Retro’ og kommer til at binde en finurlig knude mellem nutid og start 70’erne da foreningen startede.

De gamle retro mønstre, snit, designs og stilarter får sig en tur i vridemaskinen og kommer ud i 2023 med et tvist i tekstil.

Museum Silkeborg har bedt om, at få en liste og billeder af det vi hver især har ladet os inspirere af til vores værk allersenest i april 2023, så de har tid til at søge efter ting, plakater, skilte, tøj, flasker, tapeter, bøger osv. som de vil spice udstillingen op med. Et eksempel er denne pude broderet i det velkendte Marie kiks mønster og i de røde/ hvide farver og med samme slags bogstaver, men i stedet står der Tuc, som er en helt anden slags kiks. Her vil Museet kombinere værket med den gamle velkendte Marie kiksedåse, så det bliver tydeligt for de besøgende hvad puden er utro mod.

Det er jo ikke alle der var der i starten af 70’er og fanger vores referencer, ej heller har alle samme erindring/ erfaring eller kendskab til de designs vi har taget inspiration fra, derfor bifalder vi denne idé fra museet. Men det er klart, det kræver tid at finde tingene på div. Loppemarkeder og i gemmerne rundt omkring, derfor skal de have listen allerede i marts- april.

Nu er der jo mange måder at være utro på, så det behøver ikke nødvendigvis været en tekst der er lavet om, det kan også være et typisk 70’er tapet, der er vævet, strikket, hæklet eller broderet f.eks. Eller hvis man nu har noget meget nutidigt stof, kan det syes op til et sæt tøj, der var typisk i start 70’erne, lange flipper, kassebukser osv. Hønsestrik kan også få helt moderne små figurer men i hønsestrik farver og stil. Det kan også være mønstre fra gryder eller stel fra dengang, der er revet ud af kontekst og sat ind i noget helt andet. De klassiske lange, spidse, orange kaffebønner der prydede emaljegryderne, kunne væves ind som bort i et tørklæde. ’Atomkraft nej tak’ solen, kan få ny, alternativ tekst, eller nye farver. Ikoniske bogomslag der stod i reolerne da foreningen startede, kan også fortolkes tekstilt. F.eks. børnebogen ’Lange Peter Madsen’ der er en høj petrolgrøn bog med Peter på forsiden med sine lange sorte bukser og gule trøje, kunne væves op til en løber i de samme farver, men hvor man måske ikke lige nødvendigvis ser en person, men de gule lange strøg og sorte lange streger/striber på en petroleums grøn bund. Måske har en lyst til at lave neonfarvet batik, måske har man lyst til at lave et fredstegn i camouflage mønster eller et der repræsenterer nutiden.

Der er MASSER af skønne designs at være utro mod i vores tekstile udgave af en tidsmaskine og det bliver sjovt for folk at kigge på vores værker og tænke ” Jeg kender det, men der er noget galt… hvad er det nu?”, eller ” Nej hvor sjovt, jeg kan huske vi havde…”

Vi håber meget I er med på idéen og allerede nu begynder på forberedelserne. Hurra for internettet og god tur down memory lane. Vi glæder os til at se hvordan I binder 1970’erne sammen med nutiden, med tråde, karteflor, stof, garn, jeres dygtige hænder og kreative hjerner.

Der kommer også et lille oplæg om det til en foredragsaften enten i august eller september inden foredragsholderen går på, hvor man kan stille spørgsmål og få endnu flere retrobilleder til inspiration.